Viser opslag med etiketten Jul. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Jul. Vis alle opslag

torsdag den 26. december 2013

Julegaver #3

Min svigermor skulle, som sædvane, også have en hjemmelavet gave.

De seneste år er det blevet til grydelapper og strømper, men i år skulle det være noget andet. 

Jeg har derfor hæklet/strikket et par pulsvarmere til hende i farveskiftegarn for at give dem en helt speciel effekt. 



Dem blev hun rigtig glade for. 

Mønsteret hedder Artiskokker og er fundet i strikkebutikken Fru. Pigalop i Hillerød. Der har jeg også købt garnet. 

Syntes de var så sjove at lave, at jeg også lavede et par til storetøsen. 



søndag den 22. december 2013

Julegaver #1

Jeg håber altid at hjemmelavede gaver bliver ligeså vel modtaget, som de købte.

Nogle familiemedlemmer ved jeg bliver glade og andre er jeg i tvivl om. 

I år har jeg kreeret nogle til min brors 5 årige dreng. Det er lidt et sats, men håber at gaverne på længere sigt gør lykke, selvom de nok bliver ignoreret juleaften. (Der er dog hårde pakker under træet til ham også, så helt skuffet bliver han næppe).

Ud over et par strømper har jeg strikket en hue, som jeg selv har fundet på. Den er strikket oppefra og ned. Den broderet stjerne er dog kopieret efter Lene Holme Samsøe's opskrift på elefanthue. 




På nederste billede er det mellemtøsen, der er lokket til at være model, så man kan fornemme pasformen. 

fredag den 13. december 2013

Julesok

Jeg blev inspireret af Lenes julestrømpe, at jeg blev nød til at prøve kræfter med den. Jeg har bare hæklet en hank i, så den kan hænge på juletræet.
 
Julesokken har jeg tænkt skal bruges som værtindegave, med et stykke marcipanbrød indeni.
 


 

tirsdag den 3. december 2013

Juledekorationer

Traditioner er der mange af og en af de uundgåelige er, at hjemmet skal have en eller flere dekorationer, ofres med lys, gran, sløjfe og andet pynt, der lige passer.

I år er det blevet til seks styk. Mine børn er meget glade for netop denne del af julen, og jeg giver dem lov til at lave hver deres, uden indblanding, selv om det er svært.

 











Hold da op en ringe billedkvalitet - så bær over med billederne.




fredag den 22. november 2013

Julelys

Jeg er i aften blevet inviteret til tøsejulefrokost. Traditionen foreskriver en værtindegave, og jeg tog derfor en aften ud af julegave-ræset og hæklede et julelys ud af et gammelt syltetøjsglas og et nøgle bomulfsgarn. En lille sløjfe og et fyrfad, og så er der en værtindegave.

Håber hun bliver glad for det.






onsdag den 26. december 2012

Glædelig jul

Julen holdt vi hjemme i år. Havde inviteret hele familien, så var 14 i det hele. Det krævede en hel del forberedelse og det endte med to ænder, en flæskesteg og masser af både hvide og brune kartofler.

Det var rigtig hyggeligt og jeg havde i år besluttet at lave lidt tidsfordriv, mens vi ventede på mad og gaver.

Jeg havde derfor købt papir, saks og lim og inviteret alle 14 til at klippe/klistre inden maden. Træet blev kun pyntet med kugler og lys - resten skulle de så selv fremtrylle.

På billedet kan man se det færdige træ.

Der blev pakket mange gaver op og jeg fik bla de flotte maskemarkører af min teenager - fremtryllet af hendes egne hænder. Dem skatter jeg allerede højt og glæder mig til at bruge.



fredag den 21. december 2012

Julen er hjerternes fest

Jeg har klippet hjerter, i hvide og sølv. Dem har jeg sat på snor, fire på hver, hvor det ene er i sølv.

Rundt om i huset har jeg så hængt dem op i grupper af tre eller syv snore.

Det er meget dekorativt og giver en god sammenhæng rundt om i huset.

Det er en billig og flot måde at pynte op til jul.

Glædelig jul.





tirsdag den 11. december 2012

Julegaver....

Sidder stille og læser med og kan se en masse fine indslag rundt om i blogland. Jeg selv orker ikke noget, da jeg igen, igen er ramt af sygdom, og kun til nød får læst med på andre blogs.

I går fik jeg med nød og næppe fundet julekassen frem og fik pyntet en smule op til jul. Men det tog alle mine kræfter og jeg måtte hurtigt ned og ligge igen.

I dag har jeg været hos lægen, for med 1½ uges sengeliggende stilling, måtte der da være noget alvorligt galt - ja sådan føltes det, men næh nej. Fik standardsvaret: en virus. Og de kræfter, der så er tilbage i dag bliver brugt på at shoppe julegaver - ikke i butikkerne, det har jeg opgivet - men i diverse internetbutikker. En beslutning, der er truffet på baggrund af sygdom, men som også løser min absolut hade-gøremål i julen - at stå i kø i butikkerne!!

Hvis projektet lykkedes, og juleaftenen sker uden skuffelser på trods, er det en løsning, jeg sagtens kan gøre brug af i fremtiden.

søndag den 25. november 2012

Jul i lys, ler og gran

Lilletøsens (og mit) 

Rensdyret

Fyrfadslys

Kalenderlys

Mellemtøsens

Til mandens arbejde

Til mit arbejde

Produktionen har været stor i år - men så kan vi da ikke mangle lys i julen ;-)

torsdag den 15. november 2012

Nissehue vol.2

 
Så kom den næste nissehue af pindene med kvast og det hele. Denne gang er det mellemtøsen, der stiller op til fotografering på trods af at det er lilletøsens hue.
 
Denne version er i udformningen bedre end den første, så jeg piller kanten op på den første og laver en ny.
 
Selv storetøsen syntes denne er sej, så måske får jeg endda hende i en hjemmestrikket nissehue :-)
 
Fakta: Nissehuestrik
Pinde: 3½ og 4½
Garn: Superwash Vital fra Hjertegarn - 2 nøgler
Hot/Not: Absolut hot


onsdag den 14. november 2012

Der strikkes stadig


Syntes lige der gik lidt meget mad i den, så bare for god ordens skyld - så strikker jeg stadig. Er snart færdig med den anden nissehue, men er gået lidt i koma, da den ene halvdel af rundpind 3½ mangler, så jeg skal på jagt efter en ny.

Forhåbenlig kan jeg snart vise dette eksemplar frem.

fredag den 9. november 2012

Nisse på afveje

Det blev ikke mellemtøsen, der prøvede huen til fotografering - næh, nej, der mangler nemlig en pompon.

Så kritisk var Lilletøsen ikke, så hun tog gerne huen på og lod sig fotografere.

Nu venter hun spændt på, at hendes egen hue bliver færdig. Eller huer, som hun siger - hun vil have mange, men der sætter moren nok en naturlig begrænsning. Jeg har også andre projekter igang.


mandag den 5. november 2012

Julen nærmer sig

Jeg har længe ønsket at strikke nissehuer til tøserne, vel at mærke de to små - tror ikke teenageren er helt med på ideen. Men det har ikke været til at finde en anstændig opskrift online. Det er der åbenbart også andre end mig, der har fundet ud af. For den 2. november udkom en ny stikkebog fra forlaget Vingefang. Og den har jeg fået fat i.

Den er genial. Intet mindre. Elsker at en opskrift fits all - uanset pinde, garn og størrelse. Du starter fra toppen og bliver ved, til huen har den ønskede længde. Og så er der tips til hvordan du kan pimpe huen op, med kanter, striber og pynt som fx kvast og pompon.

 
Bogen hedder Nissehuestrik og kan fås her.
 
 
Mellemtøsen har bestilt en stribet rød/hvid, og den er lige taget af pindene. Er spændt på om den passer...
 
Fakta: Nissehue fra bogen Nissehuestrik
Garn: Drops Alaska, 1 ngl. rødt og  1 ngl. råhvid
Pind: Strømpepinde og 40 cm rundpind str. 4,5
Hot/Not: Mellemtøsen er ellevild...