Viser opslag med etiketten Grøn flox. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Grøn flox. Vis alle opslag

fredag den 7. juni 2013

Langt væk i gemmerne

Havde kastet Grøn Flox langt væk sidste sommer, da projektet drillede.


Granny Stripes er for varmt at sidde med i øjeblikket, da garnet er af uld. Jeg har derfor været i gemmerne for at finde et projekt, som var af bomuld. Og allernederst nede dukkede Grøn Flox op. Frem kom det.

Jeg brugte så et par timer på at sætte mig ind i projektet igen (læse opskrift og tyde mønster). Halvvejs igennem andet forstykke må jeg erkende, hvorfor projektet røg i glemmekassen. Jeg HADER at strikke vrang. Jeg har ingen problemer med at strike skiftevis ret/vrang, men ren vrang - nej. Det er ikke mig.

Men hvis mellemtøsen skal nå at få boleroen inden den bliver for lille (den har jo ligget et år) så må jeg jo tage mig sammen. Og mangler kun ærmerne, og så skal kanten hækles, og det tror jeg bliver det nemmeste. Så jeg må tvinge mig selv til at strikke Grøn Flox færdig!

søndag den 31. marts 2013

Projekter igang

Jeg var forleden inde hos Rikke, hvor vi snakkede om hendes 30/30 projekt. I februar var målet bl.a. at få færdiggjort projekter. Det har jeg også kæmpet med. Og nu tænker jeg at jeg ville lave en lille status på mine projekter.

1. Grøn flox - bolero til mellemtøsen. Ude af øje, ude af sind, men den er der stadig (et eller andet sted i garnkassen)
2. Lilla undertrøje/vest. Et relativt nyt projekt, men er perfekt til at tv-strikke. Og der får jeg da også strikket et par pinde (eller flere) hver dag.
3. Grafisk gobelin. Her er den store udfordring og ny teknik læres. Jeg kan godt se at jeg har været meget ambitiøs, da jeg har siddet og tegnet. Jeg har glemt at tænke på, hvor mange gange jeg skal skifte farve og hvor mange nøgler/dunter jeg sidder med af gangen. Men jeg klør (stadig) på.
4. Amme indlæg. Jeg har fået en bestilling på at skulle strikke nogle amme indlæg i lanolin-uld med råsilke foer. Garnet er købt, men er endnu ikke vundet og derfor ikke i gang.
5. Forbrydelsen. Et projekt jeg købte ind til for et stykke tid siden. Det er en sweater til mig selv Hjelholt farveskiftegarn. Garnet er vundet, men der er endnu ikke slået masker op.
6. Sprutter. Jeg skal have hæklet nogle sprutter til kommende verdensborgere, som veninderne venter.
7. DIY på sparkebukser. Jeg mangler kun at sætte knapper i og tage nogle billeder, men hvor er det bare for dumt, at jeg ikke er færdig på den.




Der ud over har jeg masser af stof liggende, som skal omdannes til kjoler, nederdele og bukser....

Alt i alt - alt for mange projekter .....!!!

Men jeg har ingen strømper i gang - det tror jeg er første gang i meget lang tid.

torsdag den 23. august 2012

Sommerhus

Så blev det endelig weekend, og jeg drager på tøsetur i sommerhus med veninderne. Det er en årlig tilbagevendende begivenhed, som vi ser frem til. Weekenden kommer til at foregå med hygge, spil og masser af gåture i og omkring det sommerhus vi har lånt. Denne gang er det i Jægerspris. Tidligere har vi været i Høve og Gilleleje.

Jeg skal dog have noget strikketøj med, og har svært ved at finde ud af om jeg skal give projekt "grøn flox" endnu et forsøg eller jeg i stedet skal gå i gang med Alpaca-Silk sweateren til lilletøsen. Stort hovedbrud....

(tidligere foto af Grøn Flox)

mandag den 6. august 2012

Status

Det er lang tid siden at jeg har været i byen to weekender i træk - og det har kunnet mærkes. Tømmermænd er og bliver bare ikke lige min kop the. Godt nok har jeg ikke haft rigtige tømmermænd, bare overmandet af en umådelig træthed efter de mange timer man er vågne samt brug af ufattelig megen energi på dansegulvet. Alligevel føler jeg mig gammel!!

Weekenden er derfor mest gået med at se OL i liggende stilling på sofaen - delvist sovende. 

Men i tankerne har jeg gjort status. Status over de indkøbte projekter og de igangværende.


Indkøbte: Sweater og bukser til lilletøsen, nederdel til mig selv.
 
 
 Igangværende: Klude af restbomuld (evighedprojekt), bolero i Grøn Flox, strømper

Jeg har altid gang i et par strømper og i at hækle klude. Dem kan man aldrig få nok af. Og hvis jeg ikke selv er aftager, har jeg en stor svigerfamilie, der med glæde tager i mod. Boleroen har drillet mig i sommerferie, og blev derfor til sidst henkastet i et hjørne, til jeg igen har mod på at jonglere med den. 

Men det er de indkøbte projekter, jeg har givet et par tanker. Kan ikke rigtig fået taget mig sammen til at klippe stoffet og sweateren må vente, til jeg igen syntes vejret er til at sidde med uldgarn. Jeg savner simpelt hen et ordenligt sted at klippe. I øjeblikket sker det på spisebordet, men med min dårlige ryg, ender det altid med smerter. Og jeg tror ikke lige jeg får manden med til at investere i et hæve-sænke bord til at spise ved. Er derfor ved at undersøge mulighederne for sykursus el. lign. som samtidig kan give mig lidt ro, til at komme i gang igen med symaskinen - dvs. mere end den er i øjeblikket. Forhåbentlig lykkedes det.

tirsdag den 17. juli 2012

Ommer

Der er bare nogle gange, at man bliver nød til at være alene - i dyb koncentration og 100% fokuseret på det man sidder og laver. Det er ikke lige der sker for tiden, med ungerne hjemme og masser af uro og larm.

Men så er det jo bare at trævle op og på den igen - en ommer. 


Bagstykket er færdigt, men det er forstykket der volder problemerne. Med mønster, skulderindtagning i den ene side og ind- og udtagninger i den anden, så er det med tungen lige i munden. Det ender nok med at jeg igen  sætter mig til at tegne diagram til opskriften, så det bliver skåret ud i pap - også for mig.

fredag den 13. juli 2012

Nyt projekt i støbeskeen

Et projekt færdigt, og så begynder abstinenserne hurtigt. Derfor er der allerede et nyt projekt i støbeskeen - foruden dem der stadig ligger og venter... 

Men først en strikkeprøve - og i dette tilfælde med god grund. Fandt ud af at jeg i dette garn strikker lidt mere fast, så jeg må en pind op.