tirsdag den 8. juli 2014

DIY: Sparkebuks


Sparkebukser str. 0/4 mdr (længde 47 cm)



Pinde: 3 mm
Strikkefasthed: 26 m glat og 32 pinde
Tilbehør: 4 knapper

Bukseben
Slå 49 m op og strik 3 cm rib (1 r, 1 vr).
Fortsæt i glat og tag 1 m ud i hver side på hver 4. pind (tag tråden op efter 1. og inden sidste maske, og strik den drejet ret)
Fortsæt lige op til benet måler 17 cm.
Strik et ben magen til.



Krop
Strik benene over på rundpind og slå 4 nye masker op mellem hvert ben, dvs. 142 m ialt.
Sæt et mærke på hver side af de midterste 26 m på bagdelen.
Tag ind på hver 6. omgang, i alt 7 gange, på hver side af mærkerne (strik til 2 m før 1. mærke, 2 drejet ret sammen, strik til 2. mærke, 2 ret sammen) i alt 128 m.
Når arbejdet måler 13 cm, målt fra de de nyopslåede masker mellem benene, sættes et mærke i hver side, dvs. 64 m mellem hvert mærke.
Nu strikkes bukserne højere over bagdelen ved at strikke frem og tilbage:
Strik til 6 m før det sidste mærke (bagdelen) tag sidste maske vr løst af med garnet foran, sæt masken tilbage på venstre pind med garnet bagved. Vend (garnet er snoet rundt om masken på den højre pind, men masken er ikke strikket)
Strik vr til 6 m før det første mærke (bagdelen), tag sidste maske r løst af med garnet bagved, sæt masken tilbage på ventre pind med garnet foran. Vend (garnet er snoet rundt om maske på højre pind, men masken er ikke strikket)
Fortsæt med at vende 6 m før forrige vending (som beskrevet) til der er vendt 4 gange i hver side.
Nu strikkes der igen rundt, men løkken (som er dannet ved vendingerne) strikkes sammen med masken, således at der undgås hul. Strik til arbejdet måler 19 cm målt fra de nyopslåede masker (skridtet på forsiden). Del herefter arbejdet (64 m på hver side)


Forside
Luk for 7 m i hver side til ærmegab og herefter for yderligere 2 m og derefter for 1 m, 3 gange, i alt 40 m tilbage.
Fortsæt til ærmegabet måler 4 cm og luk så til hals for de midterste 10 m, og hver side strikkes færdig for sig.
Luk i halsen for yderligere 2 m og derefter for 1 m, 6 gange.
Når ærmegabet måler 11 cm lukkes de sidste 7 m.


Ryg
Luk for 7 m i hver side til ærmegab og herefter for yderligere 2 m  og derefter for 1 m, 3 gange, i alt 40 m tilbage
Fortsæt til ærmegabet måler 9 cm og luk så for nakke for de midterste 20 m, over hver side strikkes færdig for sig.
Luk i nakken for yderligere 1 m, 3 gange.
Når ærmegabet måler 11 cm, lukkes de sidste 7 m.


Montering
Sy bensømmene.
Ærmegab, hals, nakke og skulderstrop skal kantes; Alle kanter strikkes rib (1 r, 1 vr). Der strikkes 4 p i alt og lukkes af i rib.
Nakke: Strik 33 m op
Hals: Strik 53 m op
Ærmegab: Strik 69 m op
Ryggens skulderstrop: Strik 15 m op
Forstykkets skulderstrop: Strik 15 m op, men på 2. pind strikkes 2 knaphuller (strik 3 m, luk 2 m, strik 5 m, luk 2 m, strik 3 m). På 3 pind slås 2 nye masker op, hvor der er aflukkede masker.
Sy fire knapper i skulderen. 

Du kan strikke den som du lyster, med striber, ensfarvet eller på en hel tredje måde. Du kan i det hele taget gøre som du lyster. Opskriften er gratis, og jeg yder derfor IKKE support.


tirsdag den 20. maj 2014

Stille nu

Jeg lever endnu, om end lidt mindre kreativ end jeg plejer. Har fundet ud af at foråret er rigtig svært for mig at komme igennem og jeg bliver lidt deprimeret. 

Men de sidste par år er jeg kommet stærkt igen, så det regner jeg også med at jeg gør i år. 

Og indtil da, er der lidt stille.. 

mandag den 28. april 2014

Æbleskræl ... æbleskrog

 
Så blev æbleskræl færdig. Lilletøsen blev rigtig glad for sin nye sommertop. Hun rendte rundt i den en hel dag, og ville vist også helst have sovet i den. Men der sagde moderen "stop".
 
Men jeg fik taget en masse billeder af tøsen i den nye top (mange flere end de viste). Og det var vist godt det samme. Tøsen lagde nemlig selv toppen til vask, og i en stresset stund blev den ikke sorteret fra inden bunken røg i maskinen. Så nu er den forvandlet til et æbleskrog i stedet for en æbleskræl.
 
Nøj, hvor både moderen og tøsen er ked af det. Men ulden holdt ikke til en almindelig vask og er nu filtet godt sammen. Selv om jeg har fået trukket godt i den, er den krøbet og ikke så pæn. Den er heldigvis nem at strikke og forhåbentlig får jeg lavet en ny. Imens må vi nyde billederne.



tirsdag den 8. april 2014

Endnu en omgang

Det regner udenfor, og så kunne man jo lige tage endnu en omgang...



Syntes mest af alt at det ligner et par store blebukser. Men forhåbentlig ender resultatet med at være alt andet end blebukser. Status er at jeg stadig mangler 12 omgange. I øjeblikket tager en omgang 22 minutter (en lille konkurrence med mig selv, for at fastholde projektet), men om lidt så skal jeg tage yderligere 92 masker ud, så der ligger stadig nogle timer i projektet.



mandag den 7. april 2014

Nyt legetøj

I lørdags havde jeg fødselsdag, og jeg var så heldig at få et længe ønsket krydsnøgleapparat. Og sammen med min gave fra sidste år (garnvinde) er det nu muligt at vinde mine egne nøgler op. I mit garnlager har jeg længe haft en hel kasse fyldt med fed af noget arvet garn. De skulle derfor nu vindes op.




Det er lykkedes at vinde rigtig mange nøgler op, men kassen er alligevel langt fra top. Så der er til mange meditativ garnvinding endnu.

Min intention om ikke at starte op på et nyt projekt er ikke lykkedes. "Æbleskræl" trak og jeg faldt for fristelsen. Jeg har dog ikke glemt "vestpå" og ind i mellem lykkedes det at strikke en omgang. 


Jeg er nået rimelig langt på blusen til lilletøsen, så jeg håber at hun kan få megen glæde af den hen over sommeren.

mandag den 24. marts 2014

Rundt og rundt

 

Jeg strikker stadig krave på "vestpå". Rundt og rundt. 644 masker pr omgang. Mangler kun 7 omgange og så 10 omgange med 828 masker... Behøver jeg at sige at jeg kæmper, men er fortsat vedholdende, og dog...



 
 
Jeg har allrede fundet næste projekt. "Kejseren nye klæder" af Marianne Isager fra bogen "Snedronningen". Det skal blive til en sommertop til lilletøsen. Har længe ville prøve noget garn fra Garnudsalg, og valgte så en bomuld/uld-mix i farven æbleskræl. Har givet mig selv lov til at strikke en prøve og ellers så må jeg være tålmodig, fordi min "vestpå" skal være færdig først. Basta!

mandag den 10. marts 2014

Krave vestpå

Så er jeg gået igang med kraven på min "Vestpå".

Jeg syntes stadig den er sjov at strikke, men forventer at min tålmodighed bliver sat hårdt på prøve når jeg kommer længere hen på kraven. Jeg startede med at samle 276 masker op og skal ende med 828... 

Håber virkelig at jeg bliver færdig med den, da jeg stadig kan huske den jeg prøvede, da jeg var til fordrag/workshop med Bente Geil. Den sad bare helt rigtig og jeg blev forelsket på stedet...