onsdag den 6. februar 2013

Koldhævede valnøddeboller


Jeg elsker valnødder i bagværk - køber gerne valnøddebrød, hvis det er mig, der går til bageren søndag morgen eller finder gerne på at proppe valnødder i kagerne i stedet for almindelige nødder.

Og hvad er så bedre end selv at bage noget man elsker.

 
 
Denne gang er det boller, jeg har eksperimenteret med.
 
Opskriften:
 
(16 stk.)
1 dl hørfrø
2 dl kogende vand
2½ dl kærnemælk
1½ dl håndvarmt vand
25 g gær
3 spsk farin
1 tsk salt
75 g hakkede valnødder
200 g grahamsmel
350 g hvedemel
æg til pensling
 
Start med at hælde det kogende vand over hørfrøene, så de bliver store og geleagtige. Hæld herefter kærnemælken over, så den får taget det værste kuldskær.
Gæren røres ud i det håndvarme vand, og gele/mælken hældes ved. Farin, salt, nødder og grahamsmel røres i. Til sidst tilsættes hvedemelet. Dejen må gerne være lidt klistret.
Sættes i køleskabet med husholdningsfilm over i ca. 5 timer, til den har hævet godt.
Sættes på bagepladen med ske og efterhæver ½ time. Ovnen opvarmes til 200 grader - og bollerne pensles med lidt æg og bages i ca. 20 min.
 
Krummen er dejlig saftig og behøver ikke blive smurt. Det er helt klart favoritten for tiden :-)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar